Vingefangets medlemmer

Projektet med etablering af Bofællesskabet Vingefanget er sat i bero indtil videre

Her kan du læse lidt om os.

  • Sidsel & Lauge

    Jeg hedder Sidsel, er 40 år, og mor til Lauge på 15 måneder. Det har længe været min drøm at flytte i et moderne bofællesskab, hvor der både er plads til fællesskab, natur og familie – i en overskuelig afstand fra København K. Jeg er oprindelig fra en lille ø i Jylland og trives med vekselvirkningen mellem land og by. Gennem tiden har jeg brugt en del tid på friluftsliv og sport. Jeg går op i at lave velsmagende, økologisk mad og jeg glæder mig til at blive inspireret af mine nye bofæller – måske med mad over bål! Jeg er gymnasielærer nu på 7. år i idræt og psykologi.

  • Svend

    Jeg hedder Svend og er 64 år gamel. I dag bor jeg i Korsør. Jeg arbejder stadig – mere eller mindre – og bliver sikkert ved med det i et par år endnu. Jeg har et lyst sind med lyst til fællesskab - et lang stykke af vejen, men har dog også brug for et privatliv. Jeg er meget glad for dyr og har hund, høns og islandske heste, som måske bliver inviteret til at tage med til gerne meget tæt på bofællesskabet.

  • Mette, Tobias & Marius

    I vores lille familie er vi Mette (31 år), Tobias (31 år) og Marius (6 md) der i dag bor på Nørrebro. Vi nyder byen, men vil gerne tættere på naturen og tættere på vores naboer. Mette arbejder med uddannelse i shippingindustrien og Tobias arbejder med udviklingsarbejde indenfor havvindmølleparker. I vores fritid nyder vi at opleve nye ting sammen som familie, holde ferie i vores fritidshus i Sverige, samt andre hobbyer og interesser, bl.a. cykling, løb, madlavning, musik og teknologi.
    Vi drømmer om et bofællesskab hvor børn kan lege sammen i grønne områder og hvor man deler hverdagen i fællesskab med andre mennesker.

  • Anne

  • Claus & Annette

    Vi er en lille familie bestående af Claus og Annette på henholdsvis 52 og 49 år og er på udkig efter et bofællesskab, hvor der er højt til loftet. Vi bor i en lejlighed i Nordvest og så har vi et sommerhus i Kulhuse - og dette vil vi på sigt gerne konvertere til en bolig i et bofællesskab. Vi søger et boligform, der giver plads til det private rum og samtidig tilbyder et fællesskab, hvor vi kan hjælpe hinanden.
    Claus er civilingeniør og arbejder som konsulent i Rambøll. Det meste af tiden er Claus enten i Esbjerg eller Vejle – og så er han på Sjælland i weekenderne. Annette er uddannet inden for IT-branchen og arbejder som salgschef for et mindre konsulenthus.
    Claus har to udeboende voksne børn. Vi har tidligere haft amerikanske studerende boende hos os – og det kunne vi godt tænke os igen.
    Vi er begge aktive udemennesker. Sommerhuset ligger lige til skoven, hvor Annette løber og Claus cykler mountainbike i weekenderne. I ferierne tager Annette til Nepal, Indien, Marokko eller andre spændende destinationer for at bestige tinder over 5000 m. Claus forsøger sig på de mindre tinder i Harzen på mountainbiken. Senest har vi udfordret os selv med en ½-marathon på Mountainbike i Gribsskov (billede). Turen går til alperne i vintersæsonen.
    Vi komplementerer hinanden fint. Claus er musisk, spiller guitar og kan høre forskel på ”Mariehønen evigglad” og ”Den lille frække Frederik”. Annette kan udpege ”Gul Torskemund” på 100 meters afstand.
    Vi er udadvendte og har let til humor.
    Et godt valg! (synes vi selv)

  • Elisabeth

    Jeg er 63 år og har 4 børn og 9 børnebørn. Er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd - er nu på efterløn. Jeg har tidligere boet i kollektiv med min mand og vores børn. Siden har vi boet i hus som kernefamilie, og har altid haft mange interesser uden for hjemmet. En del år spillede min mand og jeg musik i et rockband, siden begyndte vi at synge i kor. Jeg spiller bridge og går på kurser og til div. foredrag på bl.a. folkeuniversitetet. Efter min mands død har jeg boet alene i mange år, men savner et forpligtende fællesskab dog uden snærende bånd. Mit nuværende frivillige arbejde består i at passe børnebørn, når de er syge og være sammen med min mor og mine venner.

  • Lilian

    Jeg er biolog, multimediedesigner og har hele mit liv arbejdet med IT undervisning og support. Privat er jeg til naturoplevelser af mange forskellige slags (f.eks. vandring, kano, kajak, ridning) og jeg maler i akryl, og interesserer mig for personlig udvikling.
    Jeg er nem at lokke til et spil kort.
    Min datter Lærke er Teenager med stort T, Så det er nok ikke meget I vil få hende at se. Udover hende har jeg en søn Bjarke, som er flyttet hjemmefra.

  • Nikolaj, Ida, Alberte & Karla

    Nikolaj (31), Ida (31), Alberte (2 ½) og Karla (4 mdr.) Nikolaj arbejder som politibetjent i Københavns politi og Ida er projektleder/senior analytiker i en Bank. Som familie holder vi af at rejse, være fysik aktive, samvær med venner og familie og hjemlig hygge. Vi bor i dag i en lejlighed på Nørrebro, men vi vil gerne flytte i bofællesskab, fordi vi drømmer om at være en del af et fællesskab, hvor samvær med andre er en naturlig del af hverdagen. Ida er vokset op i et bofællesskab, og Nikolaj er kommet der jævnligt. Vi håber, at Vingefanget kan blive en tryg base for vores familie.

  • Lisbeth

    Jeg hedder Lisbeth, og jeg er 60 år gammel. Som helt ung boede jeg i kollektiv, og det har længe været en drøm for mig at tage denne dejlige boform op igen, omend i en let modereret udgave. Jeg vil glæde mig til et fællesskab med mennesker i alle aldre. Jeg arbejder som læge, har en voksen søn, har katte, synger i kor, og holder af smuk natur.

  • Astrid, Karen & Thor

    Vores lille familie består af Astrid (30), Thor (31) og Karen (1). Astrid er gymnasielærer i dansk og drama i Hillerød, Thor er interaktiv designer i København, og Karen bruger det meste af sin dag på at spise sand, sige "hej" og pege på verden.
    Fællesskabet er vigtigt for os - både praktisk, socialt og ideologisk. Astrid og Thor er begge højskoleentusiaster, og ønsker at få højskolementaliteten ind i hverdagen.
    Vi glæder os til at lege, lave mad, synge, danse, spise, gå ture og meget mere sammen med Vingefanget.

  • Lone, Kim & Lasse

    Winther familien består af 2 voksne og 1 søn på 18 år. Den ældste søn er fløjet fra reden. Lone er 56 år, læge med et tidstypisk arbejds- og fritids overlap. Kim på 53 arbejder indenfor IT. Han står for den musisk kreative del, spiller basun i bigband. Lasse går i 3.G. Han er i fuld gang med livet, hvor hjemmet er en base man besøger imellem alle gøremålene. Vi bor aktuelt i Værløse og er vilde med områdets natur og med Furesø kommune. Vi bor egentlig godt, med gode naboer. Fællesskab opstår ved fælles projekter og fælles referencer, det vil vi gerne være med til at udvikle og være en del af i Vingefanget.

  • Jakob, Ann-Louise & Emilie

    Vi er en familie på tre. Jakob er 34 og arbejder med energi og affald i en kommune. Ann-Louise er også 34, og arbejder som konsulent i en mindre privat virksomhed. Emilie er 2 år og går i vuggestue. Lige nu bor vi i en lejlighed på Amager, men savner plads, natur og et godt naboskab, hvor vi hjælper og deler med hinanden. Vi glæder os blandt andet til smuk natur lige uden for døren, fællesspisning med grøntsager af egen avl, nye bekendtskaber i alle aldre, bålaftener, pokerklub og rideture i nærområdet.

  • Anja, Agnes & Niels

    Anja, Niels & Agnes
    Vi er en lille trio på Nørrebro, som håber at skifte vores toværelses ud med fællesskab, natur, legekammerater, plads og horisont. Niels og Anja er i starten af trediverne og arbejder på hver deres gymnasium og Agnes er 3 år og går i børnehave. Vi er glade for musik og afslutter gerne middagen med en højskolesang og spiller ved festlige lejligheder franske evergreens med vores syvmandsorkester. Vi er også glade for mad og brød - både indenfor og udenfor. Vi medbringer en god boremaskine og håber vi må låne en sav, for vi synes det giver god mening at deles om ting og sager.

  • Mikkel, Charlotte & Pelle

    Vi er tre københavnere, som trænger til luft, natur og fællesskab. Vi er Charlotte, 33, danskforsker og vild med veninder, caféliv og lange gåture, Mikkel, 31, som laver politik & analyse og elsker musik, kammerater, øl, mad, vin og den slags. Og så er vi Pelle på 4, som går i børnehave og i øjeblikket er vild med sørøvere og børnehiphop. Vi elsker at være aktive og lave sjove og spændende ting. Vores drøm med Vingefanget er at skabe verdens bedste børnemiljø, som Pelle kan vokse op i, samt gode rammer for praktisk og socialt voksenfællesskab.

  • Rasmus, Natashia, Saga & Ea

    Vi er en familie bestående af mor Natashia, far Rasmus og vores to døtre, Saga og Ea på hhv 1 og 3 år. Rasmus arbejder på KU som studievejleder, mens Natashia går hjemme med Saga til hun skal starte institution næste sommer. Rasmus er glad for mad, amerikansk politk og sejlads. Natashia for at dyrke grøntsager, strikke og yoga. Vi glæder os til et fællesskab med andre i hverdagen. Vi er en familie som elsker natur og udeliv, er glade for at danse.